Fremskridt inden for batteriteknologi til elbiler kan gøre opladning konkurrencedygtig med tankningstid, hvis opladningsinfrastrukturen kan følge med
Infrastrukturprojekter med ultra-hurtig opladning er også i gangkinesiskbyer. Beijing sigter mod at bygge 1 000 ultra-hurtigladestationer inden udgangen af 2025, og Chongqing vil implementere 4 000 yderligere ultra-hurtigopladere inden udgangen af 2025. Disse regionale planer stemmer også overens med XPeng og Volkswagens planer om at udrulle 20 000 ultra{{8}-opladere i flere kinesiske byer.
Andre steder,Koreahar oplevet en hurtig vækst i deres lager af hurtigopladere (inklusive ultra-hurtige), stigende fra 34 000 i 2023 til 47 000 i 2024. I 2025 planlægger myndighederne at implementere 4 400 nye hurtigopladere i områder med høj efterspørgsel. Koreas samlede budget til forbedring af opladningsinfrastrukturen blev hævet med 40 % sammenlignet med 2024 til 620 milliarder KRW (koreanske won) (425 millioner USD), hvor 60 % af det tildelte budget var rettet mod hurtigopladere, og resten dedikeret til langsomme smarte{13}opladningsinstallationer. IIndien, tre store statsejede-oliemarkedsføringsselskaber byggede næsten 8 000 hurtige-opladningspunkter i løbet af 2023 og 2024, finansieret af FAME Phase II-ordningen.
EV-ejere rapporterer, at opladningshastighed er deres vigtigste overvejelse, når de bruger offentlige opladere. Sikkerhedsproblemer i forbindelse med EV-batteriteknologi har længe været en begrænsende faktor for at opnå hurtigere opladning, men de seneste innovationer omformer nu det hurtige-opladningslandskab.
Under opladning frigives lithiumioner fra katoden til anoden. Hvis processen er for langsom i forhold til den ønskede opladningshastighed, kan lithium ophobes på anodeoverfladen og danne dendritter – nåle-lignende strukturer, der kan gennembore batteriet, hvilket potentielt kan forårsage kortslutninger og ukontrollerede brande. For nylig er det dog i vid udstrækning lykkedes nogle batteriproducenter at løse dette gennem avancerede anodedesigns, såsom fler-gradientlagstrukturer, som accelererer lithiumoptagelsen.
I 2023 lancerede CATL Shenxing-batteriet, som er i stand til at oplade omkring 30 % af batteriet på kun 5 minutter, hvilket giver 200 km ekstra rækkevidde. Dette blev yderligere forbedret i 2024, da de udgav et batteri, der tilbyder lignende energitæthed, men hurtigere opladningshastigheder i samarbejde med SAIC-GM – hvilket gør det muligt at genoplade over 40 % af batterikapaciteten på 5 minutter – samt et batteri med samme opladningshastighed (30 % på 5 minutter), men øget energitæthed på 300 km, hvilket giver en yderligere rækkevidde på 300 km. Til sammenligning kan en typisk Tesla-superlader tilbyde omkring 100 km ekstra rækkevidde på samme tid.
I marts 2025 satte BYD et nyt benchmark med sin Super-e-platform, som hævdes at levere omkring 400 km rækkevidde på 5 minutter. Dette spring blev muliggjort af næste-generations siliciumcarbid-kraftchips, al-væske-køling og en 1 000 V-arkitektur, som muliggør kobling med 1 MW opladning. Blot en måned senere annoncerede CATL anden generation af sit Shenxing-batteri, der tilbyder endnu højere opladningshastigheder. Megawatt-opladning var tidligere begrænset til tunge-brugskøretøjer, hvor energien blev fordelt på batteripakker, der var cirka ti gange større end i personbiler. Nu bringer fremskridt inden for batteriteknologi og ladeplatforme denne evne til markedet for personbiler, hvor de første modeller allerede er til salg i Kina.
Den fulde realisering af disse fordele afhænger dog af implementering af opladningsinfrastruktur med ultra-høj-strøm. Megawatt-opladere pålægger nettene betydelige belastninger, hvilket ofte kræver opgraderinger, der kan bremse eller begrænse implementeringen betydeligt, og de er dyrere end hurtigopladere, hvilket kan resultere i højere opladningspriser for forbrugerne. Parring af disse opladere med batteriopbevaring for at afhjælpe spidsbelastning og optimere netforbruget kan være en vej til at fremskynde deres udrulning-. Som en anerkendelse af den infrastrukturelle udfordring har BYD – sammen med sin Super-e-platform – annonceret planer om at implementere 4 000 megawatt-opladere understøttet af batterilagring i Kina. Denne udvikling vil også styrke den indbyrdes afhængighed mellem de to største batterimarkeder – EV-batterier og batteriopbevaring – potentielt øge konkurrencefordele for producenter, der fremstiller begge, såsom BYD og CATL.
For de fleste forbrugere kan pålidelige hurtigopladernetværk, der er i stand til at genoplade et køretøj på 15-20 minutter, være tilstrækkeligt til langdistancerejser. Men evnen til at oplade elbiler inden for en tidsramme, der kan sammenlignes med tankning af konventionelle biler, kunne yderligere fremskynde forbrugeradoptionen.
Offentlige ladestationers placering og hastighed afspejler typisk brug
De fleste offentlige opladere er langsomme opladere i byområder, men motorvejsopladere tegner sig for en større andel af kapaciteten
Individuelle lande og byer har taget forskellige tilgange til udbredelse af offentlige ladestationer, baseret på fordelingen af befolkningen, tilgængeligheden af hjemmeopladning og vejnet, selvom der er nogle fællestræk. I øjeblikket er mere end to-tredjedele af opladerne i Europa og USA placeret i byområder. I Den Europæiske Union har udbredelsen stort set fulgt boligmønstret, og over 70 % af befolkningen bor nu inden for 1 kilometer fra et ladepunkt. I USA, som har en lavere befolkningstæthed, bor mindre end halvdelen af befolkningen inden for 1 kilometer fra en oplader.
Den offentlige opladningsinfrastruktur i byer og byområder består hovedsageligt af langsomme opladere (mindre end eller lig med 22 kW), som var den mest udbredte teknologi indtil relativt for nylig. Kun 15 % af de offentlige byopladere i Europa er klassificeret over 22 kW. Denne andel er lidt højere i USA, hvor næsten 30 % af de offentlige opladere i byerne er hurtige. Mens implementering af hurtigopladere kan hjælpe med at betjene flere elbiler pr. ladepunkt hver dag, kan begrænset tilgængelig netværkskapacitet i bycentre eller byområder udgøre en hindring.
I gennemsnit er mellem 4 % og 6 % af de offentlige ladepunkter i USA og Europa placeret langs motorveje og har en hastighed på mindst 22 kW. Norge er en undtagelse, hvor næsten 20 % af dets opladerbeholdning er hurtigopladere placeret ved siden af motorveje, som et resultat af et mål i 2016 om at installere hurtige-ladestationer mindst hver 50. km på større veje for at understøtte lange-ture. Når man overvejer ladekraft frem for point, bliver andelen endnu større, idet 35 % af den offentlige ladekapacitet er placeret langs motorvejen i Norge. På tværs af alle de betragtede lande er andelen af motorvejsopladere i form af samlet effekt højere end ved opladning, da motorvejsopladere har tendens til at være de hurtigste.
Større europæiske byer har typisk flere opladere pr. EV end omkringliggende områder
De forskellige karakteristika ved veje, bygninger og parkeringspladser i forskellige byer kan påvirke strategien for indsættelse af offentlige opladere. I byer som Amsterdam, hvor bolig- og kontorbygninger ofte har mindre privat parkering, skal der være flere offentlige opladere til rådighed. Offentlige opladere i byer skal også betjene taxaer og varebiler, for hvilke natopladning ikke er tilstrækkelig, samt andre besøgende i byen, der kan have behov for at lade op i løbet af dagen. Opdelingen mellem beboernes opkrævning af overnatning og mulighedsafgift for andre køretøjer vil påvirke hastigheden og fordelingen af offentlige afgifter, som afspejles i ladekapaciteten pr. EV i bestanden.
Europæiske byer har forskellige niveauer for adoption af elbiler. Skandinaviske byer som Oslo, Stockholm og København har den højeste andel af elbiler i deres flåde, hvor 55 %, 35 % og 20 % af bilerne er elektriske. Som det mest modne marked har Oslo også et af de højeste forhold for elbiler pr. oplader (over 30) og den laveste tilgængelige kapacitet pr. elbil (omkring 1 kW). Både København og Stockholm har mindre end 10 elbiler pr. offentligt ladepunkt i byen – lavere end deres landsgennemsnit, hvilket indikerer, at en udvidelse af dækningen i byerne er blevet prioriteret frem for landdistrikterne omkring motorvejene.
Byer i Holland, Tyskland og Frankrig har en lavere andel af elbiler i flåden; på tværs af Amsterdam, Utrecht, Paris, Berlin og München er mellem 6 % og 13 % af bilerne elektriske. Med hensyn til både dækning og kapacitet klarer de hollandske byer sig bedre sammenlignet med de nationale og bymæssige gennemsnit. Især viser forskellen mellem bykapaciteten pr. EV og landsgennemsnittet, at disse byer har lagt større vægt på hurtigere opladere og installere dem i en højere tæthed sammenlignet med andre områder uden for byen.
Europæiske motorveje har mere opladerdækning end motorveje i USA
Ved udgangen af 2024 havde over 75 % af det europæiske motorvejsnetværk opladere højst 50 km fra hinanden, mens kun 35 % af det amerikanske mellemstatslige motorvejssystem havde samme dækningsniveau. Inden for Europa er dækningen varieret: For eksempel i Holland, Belgien, Norge, Tyskland og Frankrig har over 90 % af motorvejsnettet et ladepunkt hver 50. km, mens andelen i Spanien og Polen er under 80 %. På samme måde varierer udbredelsen i USA på tværs af regioner. I Stillehavsregionen (f.eks. Californien, Oregon og Washington), som har den største andel af elbiler, har 70 % af motorvejene ladeinfrastruktur hver 50. km, men i midten af landet er andelen mellem 20 % og 30 %.
Ultra-hurtig opladning (150 kW og derover) giver den mest direkte sammenligning med et konventionelt pitstop på motorvejen, hvor opladningstider på 15 minutter kan give yderligere 150 km køreafstand.1 Til lange ture på mellemstatslige eller internationale korridorer foretrækker elbilchauffører måske en længere pause, hvilket betyder, at hurtigopladning med hastigheder mellem 122 kW også kan tiltrække en hastighed på 122 kW. Hvis der også tages højde for hurtigopladere, øges opladningsdækningen i EU, med yderligere 25 % af vejene med hurtiglader mindst hver 50. km. I USA stiger andelen af det mellemstatslige vejnet, der er dækket af en ladestation, også fra næsten 30 %, når man udelukkende overvejer ultra-hurtig opladning, til næsten 40 %, når man også inkluderer hurtigopladning.
På trods af den høje dækning af opladningsinfrastrukturen langs de europæiske veje er antallet af hurtiglade-ladestandere langs motorveje fortsat betydeligt lavere end på tankstationer. At sikre et tættere opladningsnetværk vil hjælpe med at imødegå rækkeviddeangst og hjælpe med at skabe tillid til brugen af elbiler ved at gøre opladning lige så bekvem og betryggende som konventionel tankning. Dette ville give mulighed for mere fleksibilitet i planlægningen af ruter omkring opladningsstop og hjælpe med at løse de værste-scenarier, såsom uventede omveje, trafikforsinkelser eller ekstreme vejrforhold.
Offentlig opladning er ikke altid lig med tilgængelig opladning
Omkring 20 % af de offentlige opladere i Europa er faktisk "semi-offentlige", hvilket betyder, at adgangen er begrænset til en del af befolkningen, såsom opladere leveret af hoteller eller supermarkeder, der kun er tilgængelige for kunder. Sådanne opladere kan også have fysiske barrierer og mere begrænsede timer, hvilket forringer opladningsadgang og -oplevelse.
Tekniske barrierer kan også hindre brugervenlighed, selv for fuldt offentlige ladestationer, som det kan forekomme med inkompatible stiktyper (f.eks. Type 2, Combined Charging System, CHAdeMO). Andre faktorer, såsom betalingssystemet eller (i tilfælde af Tesla-opladere), køretøjets mærke, kan også begrænse anvendeligheden af opladningsinfrastruktur, hvilket reducerer den generelle tilgængelighed. Standardisering i kombination med adgang til pålidelige data om tilgængelighed og prissætning af ladestandere vil derfor være vigtig for at gøre offentlig ladeinfrastruktur mere tilgængelig.
Offentlig opladningskapacitet for lette-pligtige elbiler vokser næsten ni gange til 2030
Generelt har tidlige brugere af elbiler haft en tendens til at have højere adgang til hjemmeopladning end den bredere befolkning. Selvom elektriske LDV'er repræsenterer 15 % af det globale lager i 2030 i TRINENE – som kunne betragtes som at bevæge sig forbi den tidlige-adopterfase – forventes hjemmeopladning at forblive den foretrukne måde at oplade en elbil på, når den er tilgængelig, givet overkommeligheden og bekvemmeligheden. Tilgængelighed af opladning på andre private steder, såsom på arbejdspladser, og offentlig opladning, vil også understøtte en mere udbredt anvendelse af elbiler, især blandt befolkninger uden adgang til hjemmeopladning eller til at rejse over lange afstande. I TRINENE tilføjes omkring 150 millioner ladepunkter fra 2025 til udgangen af 2030, hvor næsten to-tredjedele af dem er hjemmeopladere, 30 % andre private opladere og de resterende 8 % offentlige ladepunkter.
Udbygningen- af offentlige ladepunkter i STEPS er beregnet til at afspejle det antal, der kræves for at betjene bestanden af elektriske LDV'er, der er projekteret i scenariet. Som sådan er opladningsprognoserne baseret på de politikker og markedstendenser, der driver køretøjets fremskrivninger, i modsætning til blot at matche opladnings-relaterede politikker og regler. Ladepunktsfremskrivningerne tager dog højde for regionale tendenser, såsom den historiske udvikling af antallet af ladepunkter pr. EV, andelen og kapaciteten af offentlige hurtigopladere og adgang til hjemmeopladning og anden privat opladning. Generelt, efterhånden som el-markederne modnes, forventes optimering af det offentlige ladenetværk at blive bedre, hvilket betyder, at udnyttelsen kan stige uden negativ effekt på brugeroplevelsen. I tråd med dette stiger antallet af elektriske LDV'er pr. offentligt ladepunkt på verdensplan fra omkring 11 i 2024 til omkring 14 i 2030.
Antallet af tilgængelige ladepunkter udgør kun én dækningsmåling; den installerede ladekapacitet er også vigtig. Offentlige hurtigladere er med deres højere ladekapacitet i stand til at levere mere energi og betjener dermed flere elbiler om dagen end langsomme opladere. Over halvdelen af den ladekapacitet, der er installeret til at betjene elektriske LDV'er mellem 2025 og slutningen af 2030 i TRINENE, tager form af hurtige offentlige opladere. Det betyder, at den offentlige hurtigladekapacitet er mere end tidoblet frem mod 2030, mens den private ladekapacitet er mindre end firedoblet.
IKina, skyldes det relativt lave forhold mellem elektriske LDV'er og offentlige ladepunkter, der er blevet opretholdt i løbet af det sidste årti, delvist fordi kinesiske elbilejere har haft tendens til at være koncentreret i tætte byer med begrænset adgang til hjemmeopladning. I STEPS forbliver forholdet mellem elektriske LDV'er pr. offentligt ladepunkt relativt lavt, men vokser stadig til omkring 11. Beholdningen af offentlige ladepunkter i Kina vokser mere end tredoblet i 2030 i STEPS og når over 12 millioner ladepunkter. Andelen af offentlige hurtigopladere fortsætter med at vokse, som den er sket i løbet af første halvdel af dette årti, og stiger fra omkring 45 % i 2024 til over 50 % i 2030. I 2024 tilføjede Kina omkring 850 000 offentlige ladepunkter. De gennemsnitlige årlige tilføjelser, der er nødvendige for at nå den offentlige opladningsbeholdning, der forventes i STEPS i 2030, er omkring 75 % højere end observeret i 2024, og 60 % højere end tilføjelserne i 2023. For at Kina skal nå en elektrisk LDV-beholdning på omkring 140 millioner i 2030, som i STEPS, vil det kræve en gennemsnitlig opladning på 1 EV pr. tilføjelser på 1,5 millioner ladepunkter hvert år. Den offentlige opladningskapacitet i Kina øges med omkring 900 GW til 2030 i TRINENE. For at begrænse den stress, som el-opladning lægger på nettet, har den kinesiske regering offentliggjort en politik for standardisering af køretøjs-til-netteknologier, hvorigennem elbiler forventes at levere 10 GW fleksibel kapacitet i 2030.
IEuropa, fordobles bestanden af offentlige ladepunkter i 2030 i TRINENE for at nå mere end 2 mio. Andelen af hurtigopladere fortsætter med at stige og når 30 % i 2030 i STEPS, op fra mindre end 20 % i 2024. Som sådan når den offentlige opladningskapacitet i hele Europa 115 GW i 2030, inklusive langsomme og hurtige opladere. Stigningen i andelen af hurtigopladere, samt væksten i deres gennemsnitlige effekt, betyder, at mens forholdet mellem elektriske LDV'er pr. ladepunkt stiger fra mindre end 15 i 2024 til tæt på 25 i 2030, stiger den offentlige ladekapacitet pr. køretøj til over 2 kW pr. elektrisk LDV. Dette niveau af offentlig opladningskapacitet overstiger de effektmål, der er fastsat i EU AFIR (1,3 kW pr. batteri elektrisk LDV og 0,8 kW pr. plug-in hybrid). For at nå det niveau for offentlig opladning, der er projekteret i TRINENE i 2030, skal Europa tilføje 210 000 offentlige opladningspunkter om året i gennemsnit frem til 2030, hvilket er mindre end de 275 000 offentlige ladepunkter, der blev tilføjet i hele Europa i 2024.
Ud over EU-regulering er der nationale mål for offentlig opladningsinfrastruktur i Europa. Den franske regering sigter f.eks. efter at have 400 000 offentligt tilgængelige ladestandere i 2030, omkring to-}en-en- gang antallet af tilgængelige ved udgangen af 2024. Den britiske regering har udtalt et mål om mindst 300 000 offentlige ladestandere i 2030, ca. tre-og-en-gange af bestanden i 2024. Den tyske regering har også tidligere sat et mål på 1 million offentlige ladepunkter i 2030, selvom energiindustrigrupper har kritiseret dette mål for at være mere end nødvendigt.
I denUSA, vokser bestanden af offentlige LDV-ladepunkter fra næsten 200 000 ved udgangen af 2024 til over 500 000 ved udgangen af 2030 i TRINENE. Dette forudsætter, at den historiske tendens i det stigende forhold mellem elektriske LDV-lager pr. offentligt ladepunkt fortsætter, og at der i 2030 er næsten 40 elektriske LDV'er pr. offentligt ladepunkt, op fra omkring 32 i 2024. Selvom dette forhold er væsentligt højere end det globale gennemsnit, tyder nylige undersøgelsesresultater på, at over 85 % af amerikanske el-bilejere har adgang til ejere af elbiler i USA. Men med stigende el-salg forventes denne andel at falde. Derudover bruger størstedelen af EV-ejere med hjemmeopladere stadig offentlige opladere ugentligt.
Andelen af hurtigopladere i USA vokser fra mindre end 30 % i 2024 til 40 % i 2030 i STEPS, hvilket betyder, at den tilgængelige offentlige ladekapacitet pr. elektrisk LDV vokser til over 1,5 kW pr. EV. I 2024 tilføjede USA omkring 35 000 offentlige ladepunkter i hele landet. For at nå op på de mere end 0,5 millioner, der er projekteret i STEPS i 2030, skulle USA i gennemsnit bygge 58 000 offentlige ladepunkter om året. Ved udgangen af 2024 var færre end 200 stationer finansieret gennem NEVI-programmet i drift (svarende til mindre end 1 % af de offentlige opkrævninger i 2024), men over 3 500 havde betingede tildelinger eller aftaler på plads. Men da de politikker, der ligger til grund for implementeringen af NEVI Formula Program, nu er under revision, er fremtiden for føderal finansiering til EV-opladningsinfrastruktur usikker. Ikke desto mindre er NEVI og andre føderalt finansierede ladepunkter tidligere blevet estimeret til at repræsentere mindre end 15 % af annoncerede ikke--hjemmeopladningsinstallationer.
IIndien, stiger antallet af offentlige ladepunkter fra 75 000 ved udgangen af 2024 til omkring 375 000 ved udgangen af 2030 i TRINENE for at understøtte et lager på mindre end 3 millioner elektriske LDV'er. Som et resultat heraf er der i 2030 i TRINDEN omkring 7 elektriske LDV'er pr. offentligt ladepunkt, op fra færre end 4 i 2024. For at nå denne forventede bestand af offentlige ladepunkter, skal der i gennemsnit tilføjes omkring 50 000 ladepunkter hvert år frem til 2030, ca. 30 % flere end antallet af 20 tilføjelser i Indien. E-DRIVE-ordningen omfatter 20 milliarder INR (indiske rupees) (240 millioner USD) til offentlige el-ladestationer, med planer om at understøtte en målrettet 22 100 el-opladere til elektriske fire-biler frem til marts 2026.
På tværs af andre lande tilføjes omkring 630 000 offentlige ladepunkter mellem slutningen af 2024 og 2030 i TRINENE, eller et gennemsnit på 105 000 nye offentlige ladepunkter om året. Regeringer over hele verden har sat mål for offentlige ladepunkter for at understøtte udvidelsen til 2030 og derefter. Japan sigter mod en bestand af 300 000 offentlige ladepunkter i 2030, ca. 9 gange lagerbeholdningen ved udgangen af 2024. Regeringen i New Zealand sigter mod at have 10 000 ladepunkter inden 2030, en syv-dobling fra udgangen af 2024. På tværs af Sydøstasien sigter Indonesien mod at nå {0{15}-stationer 30 og Thailand 12 000.
